Overlægernes tillidsrepræsentant på Rigshospitalet er glad for rollen som brobygger, men frustreret over alle de politiske beslutninger, han ikke kan gøre noget ved.

For Arash Afshari er den fornemste opgave som tillidsrepræsentant aldrig at præsentere hverken ledelsen eller kollegerne for at problem uden samtidig at komme med et forslag til en løsning. I seks år har den 46-årige overlæge på anæstesiafdelingen på Rigshospitalet været en af de fire tillidsrepræsentanter, der varetager interesserne for hospitalets knap 500 overlæger. Han er glad for funktionen som tillidsrepræsentant og fascineret af de muligheder, den giver for at være brobygger mellem kollegerne og ledelsen. 

– At være tillidsrepræsentant passer godt sammen med jobbet som anæstesilæge, og vi er suverænt den største gruppe inden for det fagpolitiske og som tillidsrepræsentanter. Vi er vant til at koordinere og løse problemer. Vi er sådan en slags action-læger, og det passer godt sammen med rollen som tillidsrepræsentant, siger Arash Afshari.

Foreningen af Speciallæger er kendetegnet ved, at den også organiserer chefer og mellemledere, og som overlæge er Arash Afshari en del af ledelsen. Det betyder, at han som tillidsrepræsentant har mange forskellige kasketter, fordi han selv både er chef og medarbejder.

– Og nogle gange må jeg under en forhandling gøre opmærksom på, at nu tager jeg lige en anden kasket på, siger han. 

Modige politikere efterlyses 
Men han er også frustreret over alt det, han som tillidsrepræsentant ikke kan skaffe løsninger på, fordi der er tale om politiske beslutninger. Han nævner som eksempel, at politikernes behandlingsgaranti til patienterne skævvrider sundhedssystemet, fordi der ikke bliver skelnet mellem alvorlige kræftsygdomme, nedgroede negle, alvorlige hjertekarsygdomme og fedmeoperationer eller andre operationer af bevægeapparatet. Alle har ret til behandling i det offentlige sundhedssystem inden for en given tidsramme, og det mener han gør sundhedssystemet til et stort sort hul, hvor der aldrig er penge nok.

– Vi mangler modige politikere, der træffer modige beslutninger om, hvordan vi skal prioritere, siger han og nævner, at der for eksempel på Rigshospitalet finder masser af behandlinger sted, som hver især er så dyre, at de koster adskillige sygeplejersker. 

– Det betyder, at andre patienter får en dårligere behandling, fordi nogle enkelte patienter får meget kostbare behandlinger, og det påvirker mit og mine kollegers arbejde. Men det er noget af det, jeg ikke kan gøre noget ved som tillidsrepræsentant, fremhæver han og nævner, at han gerne så, at politikere ikke havde så stor magt, når de reagerer på enkeltsager. 

– Den slags er en dødsspiral, og det undergraver hele fundamentet under sundhedssystemet, siger han og opfordrer til, at Medicinrådet, der er eksperter og skabt til at prioritere ressourcerne i sundhedssystemet, får meget større magt, for behandlingerne bliver dyrere og dyrere.

– Pharma-industriens priser er helt ude af trit med, hvad det koster at udvikle og producere medicinen, men fordi Danmark er et pharma-land, er der blandt politikerne en berøringsangst over for at gøre noget ved det, selv om vi betaler meget højere priser for medicin, end vore nabolande gør. Det har betydning for hele sundhedsvæsenet, fordi de dyre behandlinger betyder, at der skal skæres andre steder – blandt andet på personalet, så kollegerne får mere og mere travlt, og der er mindre tid til patienterne. Og det er noget, der berører mig som tillidsrepræsentant, siger han.

Næsten alle er organiseret
Selv om de ikke bruger begrebet, er Arash Afshari en slags fællestillidsrepræsentant for overlægerne på Rigshospitalet. Han har altid interesseret sig for fagligt arbejde, så han var nem at overtale, da han for seks år siden blev foreslået som tillidsrepræsentant. 

– Blandt læger er der ikke problemer med organiseringen. Stort set alle er medlem af fagforeningen, konstaterer han og nævner, at det selvfølgelig kan give problemer, at både cheferne og medarbejderne er medlemmer af den samme fagforening. Men i situationer, hvor der kan være interessekonflikter, får overlægerne hjælp direkte hos Overlægeforeningens jurister.  

En af de ting, han selv synes, han har fået gennemført med stor succes, er forhandlingerne om ny løn. Det kan give interne problemer og misundelse, fordi det handler om flere forskellige slags tillæg.

– Tidligere forhandlede kollegerne selv, men jeg skulle skrive under. Nu indstiller den enkelte overlæge til mig, og så forhandler jeg med centercheferne. Det betyder, at vi løfter i flok, og at chefens favoritter ikke bliver tilgodeset. Det har også synliggjort, at nogle tidligere er blevet overset, forklarer han og tilføjer, at den nye måde at forhandle ny løn på er en kæmpesucces, som andre er i gang med at kopiere, fordi de fleste ledere synes, at det er svært at forhandle løn for sig selv. 

Han nævner, at det betyder, at overlægerne er blevet mere synlige, at det er blevet afmystificeret, hvor mange penge der er til rådighed, og at der er aftalt et minimum, så ingen skal nøjes med en lønstigning på 500 kroner om måneden.

– Nogle gange er overlægernes krav urealistiske, og så er min fornemste opgave at forklare kollegerne, at pengene simpelt hen ikke er der, siger han.  

– Jeg går til opgaven med stor ydmyghed, understreger han og fastslår, at evnen til at kommunikere på tværs af afdelinger og funktioner er afgørende for at trives og fungere som tillidsrepræsentant, og for at have succes med forhandlinger skal han kunne se problemerne for alles synspunkter.  

Faglighed bliver overhørt
Som tillidsrepræsentant kan det være svært, når kollegerne brokker sig over for eksempel de rammer, som AC sætter via den centrale overenskomst, eller over antallet af vagter, som Arbejdsmiljøloven sætter rammer for, for en stor del af de problemer, overlægerne kommer til deres tillidsrepræsentant med, drejer sig om et samspil mellem trivsel, løn og arbejdsmiljø.

– Den store frustration både for mig som tillidsrepræsentant og for mine kolleger er det clash, der er mellem DJØF‘ere og den lægelig faglighed, siger han og nævner som eksempel, at konsulenter, der ikke har deres gang på hospitalet, har lavet planer for arbejdstilrettelæggelse på alle afdelinger. De har ingen forståelse for den kompleksitet, der er forbundet med arbejdet med for eksempel kræftsyge børn, men blot blev bedt om at komme med planer for at tilrettelægge arbejdet anderledes.

– De kommer med en betragtning om, at vi bare sidder og triller tommelfingre, siger Arash Afshari og tilføjer, at forslaget i første omgang er skudt til hjørne, men at der er brugt megen arbejdstid på at diskutere det, og at det var frustrerende både som tillidsrepræsentant og fagperson at blive overhørt.

Han nævner kun problemerne med Sundhedsplatformen i et par enkelte sætninger, for den har alle i forvejen hørt om, og han forventer ikke, at den nogensinde kan blive en succes.

Også bygningen af de nye superhospitaler skaber problemer hos hans kolleger. 

– Politikerne er for hurtige til at indregne gevinsterne ved dem. Selvfølgelig tager det tid at flytte og få de nye rutiner på plads. I Skejby har vi set, at det skaber utryghed og manglende produktivitet. 

Her på Rigshospitalet betyder økonomien, at huset simpelt hen ikke er blevet vedligeholdt, så nogle gange drypper det ind, når det regner, og ingen forholder sig til, hvad det koster, når et ikke- vedligeholdt kloakrør springer og ødelægger en scanner til mange millioner kroner, konstaterer han. 

Han glæder sig over, at hospitalet nu igen har egne rengøringsmedarbejdere, for årene med udliciteret rengøring var problematiske. Hospitalet var snavset.

– For at få rengøringen så billigt som muligt fra det private rengøringsselskab slækkede man på kravene. Det er klart, at man får, hvad man betaler for. Men man indregner ikke, at det medfører flere infektioner blandt patienterne – og hvad det koster, siger han.   

Burn out
Han frygter, at yderligere besparelser på Rigshospitalet på op mod 70 millioner kroner i 2020 som følge af gevinstrealisering af det nye Nordfløjs-byggeri gør situationen endnu værre, og han siger, at det føles som en spurt for at undgå at træde i vandpytterne.

– Som tillidsrepræsentant har jeg jo også mange personlige samtaler med kollegerne. Det er en vigtig del af min funktion.

I disse år oplever han, at overlæger i 50’erne beder om at komme på nedsat tid, fordi arbejdspresset bliver for stort. De kan ikke holde til det, og nedsat arbejdstid har der ellers aldrig været tradition for blandt overlæger.

– Men flere af dem siger, at de simpelthen har problemer med at holde gejsten oppe, konstaterer han. 

På længere sigt bliver problemet større, for 40-45 procent af speciallægerne er over 50 år, og han forudser, at mange måske vil vælge en tidligere pension, end de ellers ville have gjort, fordi de lider af udbrændthed. Han mener ikke, at Rigshospitalet vil have de samme problemer som andre med at rekruttere nye læger, men rekrutteringsproblemerne er ret udtalte på hospitaler i andre dele af landet. Han nævner også sagen fra Svendborg, hvor en patient døde, og hvor den yngre læge først endte i Byretten og blev frikendt, så i Landsretten og blev dømt, og til sidst i Højesteret, hvor hun blev frikendt. Bebrejdelserne førte siden til, at en af overlægerne, som stod op for den yngre kollega og tog kampen op mod Styrelsen for Patientsikkerhed, endte med at få en depression og efterfølgende døde.

– Ud over udbrændthed skaber det problemer for forskningen og udviklingen, når lægerne bliver så pressede, siger han.

– Men selv om jeg nu har sagt en hel masse om de ting, vi ikke har indflydelse på, er det spændende at være tillidsrepræsentant – at have brobyggerfunktionen mellem kollegerne og ledelsen. Det kræver selvfølgelig, at man er en seriøs forhandlingspartner, og at man kan se, hvis kollegerne stiller urimelige krav. Specielt efter OK18, hvor stemningen kunne være hård, viste modellen sig at kunne holde, for bagefter havde vi, der ellers havde været modstandere, samme gode relation, siger han.