VANDET OMKRING KØBENHAVNS NORDHAVN er frosset til, og det gråhvide hav går i et med de nyopførte højhuse, hvis adresser er blandt Danmarks dyreste. For 20 år siden lå området øde hen med pakhuse og graffitiovermalede godsvogne, men denne formiddag i februar kører byggekranerne utrætteligt frem og tilbage højt over de lokale, der vinterbader, står i kø til kaffevognen eller svinger deres kettlebells ved foden af Nordhavns karakteristiske cementsiloer.

Ligesom det meste andet i Nordhavn er cementsiloerne gennemrenoverede og går i dag under navnet Portland Towers. I 2018 flyttede den tyske ambassade ind på siloernes sjette etage efter mere end 60 år i Stockholmsgades gamle patricierlejligheder nær Østre Anlægs voldterræn. Portland Towers, skrev ambassaden i en pressemeddelelse, ”lever op til alle krav til en tysk repræsentation i det 21. århundrede – funktionel, moderne, innovativ”. Nogle ting flytter sig med lynets hast, mens andre tør over tid.

Siden Berlinmurens fald har Tyskland udgjort Europas økonomiske og politiske tyngdepunkt, men det tyske forsvar har ikke stået mål med landets pengetank eller Berlins politiske tyngde. Tyskland har ifølge flere iagttagere været forbavsende fodslæbende med at få sit styrketal op i gear, men nu sker der måske noget, for Tyskland har for nylig hævet forsvarsbudgettet med 10 procent. Hvorfor nu, hvad har ændret sig, og indvarsler den økonomiske saltvandsindsprøjtning en ny sikkerhedspolitik?

Ikke kold krig, men det minder om

– Det er ved at forandre sig igen. Jeg ved ikke, om den rette betegnelse er kold krig, men vi er ved at vende tilbage til noget, der minder om. Jeg tror, at vores politikere omsider har indset, at vi er nødt til at modernisere vores styrker, for hvis vi på et tidspunkt skal sætte hårdt mod hårdt, så…

Ordene kommer fra den tyske forsvarsattaché i København, Kai Prozeske. Officeren har taget plads i hans kontor for at høre om det dansk-tyske militære samarbejde, og hvad forsvarsattachéen mener om omverdenens bøn til Tyskland om at tage et større ansvar for kontinentets sikkerhed. Kai Prozeske krænger sit mundbind og tager en slurk kaffe.

– Ud over alle disse cybertrusler, som vi ser skyde frem, så ser vi også en række nationer, som er villige til at træde længere frem på scenen med deres militære styrke. Forleden udtalte den tyske forsvarsminister og forsvarschef, at Rusland og Kina er de to nøglespillere, som vi bør fokusere på. Rusland agerer mere og mere selvhævdende og magtfuldt, og både Rusland og Kina er i færd med at udvikle højteknologiske våben.

Han tilføjer:

– Det går ikke, at vi ikke kan forsvare os selv. Jeg mener, at vi er ved at vende tilbage til vores koncepter om først og fremmest at sikre hjemlandet. Det forrige årti var domineret af internationale missioner, men dette engagement vil formentlig dale, så vi igen kan fokusere på hjemlandets sikkerhed og alliancesikkerhed.

– Jeg tror, at Danmark er i samme situation, hvor man ser en trussel i Ruslands måde at agere på – eksempelvis sidste år, hvor et russisk kampfly fløj over Bornholm. Rusland afsøger, hvor langt de kan gå, og derfor ser man også Norge og Sverige forberede sig på lignende trusler.

København eller ingenting

Den 46-årige oberstløjtnant sidder ved et lille rundt mødebord i hjørnet af sit kontor, hvor han siden august sidste år har haft udsigt ud over Øresund. Sammen med kaffen er der stillet chokolade frem på bordet, som attachéen dog ikke rører.

– Tilværelsen i København går hovedsageligt med arbejde, og i fritiden træner jeg op til en digital triatlon, som består af både løb, cykling og svømning. Lige nu er svømningen dog sat i bero, siger Kai Prozeske og nikker ud mod ishavet.

Familien er blevet i Hamborg, og attachéen rejser hjem hver anden uge. Nærheden til familien og de unikke opgaver som forsvarsattaché var de primære årsager til, at han søgte stillingen i København.

– Jeg blev tilbudt attaché-jobbet i Tunesien, men jeg svarede dem, at det var posten i København eller ingenting. Jobbet i København er dér, hvor jeg er tættest på min familie hjemme i Tyskland, og hvor arbejdet giver mig bedst mulighed for at sende informationer direkte op til de højeste niveauer i det tyske forsvar, uden at det skal igennem for mange filtre.

Udstationeringen i København er foreløbig kulminationen på en række udsendelser til blandt andet NATO’s Allied Force Command i Madrid, til Tyrkiet, hvor Kai Prozeske evaluerede kampen mod Islamisk Stat, samt sikkerhedsstudier i Monterrey i Californien.

– For nogle mennesker er det godt at arbejde på en bilfabrik i 40 år; det var bare aldrig min vision for, hvad jeg ville med mit liv. Og min karriere har ikke kun været givende for mig, for min familie og jeg har oplevet så mange gode ting. Da vi for eksempel boede i Madrid, begyndte min datter på halvandet år at lære spansk, siger han.

En uddøende race i en digital tid?

Kai Prozeske landede i København, kun få måneder inden det danske samfund for alvor begyndte at lukke ned. Det har lagt en dæmper på de sociale dele af jobbet, men med telefon, computer og e-mail ved hånden forløber arbejdet mere eller mindre normalt, fortæller attachéen.

– Mit job består dybest set i at videreføre udvekslingen af information mellem det danske og det tyske forsvarsministerium og sørge for, at vi er på forkant med Danmarks prioriteringer i år og i årene, der kommer – for eksempel Danmarks stigende fokus på Arktis.

Officeren spørger, om forsvarsattachéer er en uddøende race i en digital tidsalder, hvor hovedparten af informationer og viden deles på en skærm – en udvikling, corona og afstandskravet kun har sat yderligere tryk på.

– Der kan godt være en opfattelse af, at forsvarsattachéer ikke er bydende nødvendige. Men det at tale med og lytte til andre mennesker giver dig mulighed for at læse mellem linjerne og få en fornemmelse af, hvordan folk reagerer på deres omgivelser. Den fornemmelse er svær at hente ud af en e-mail. Du er nødt til at placere et menneske på stedet for at forstå, hvad der i virkeligheden rører sig, siger han.

Kai Prozeske understreger, hvor vigtigt han mener det er, at han kan holde sig ajourført gennem udenlandske kolleger i København, og det gælder både forsvarsattachéer i og uden for den atlantiske alliance.

– Vi skal kunne tale med hinanden. Denne tråd må og skal vi holde i live. Hvis du ikke kommunikerer med de andre, så bliver alting kun værre. Nogle gange afhænger store udviklinger af de mennesker, du sidder sammen med i et lokale.

Officeren indskyder, at flere iagttagere i disse år beskriver international politik som en arena, der er stadig mere dikteret af stormagternes interne mistillid og konkurrence. Foregår konkurrencen også imellem forsvarsattachéerne?

– Det tror jeg ikke. Jeg har efterhånden arbejdet med mange attachéer i min karriere, inklusive den russiske attaché, da vi opererede i Syrien. Vi kender ikke til alt, hvad russerne laver i Syrien eller i Mellemøsten. Nogle gange er det ikke nødvendigt at vide alting, så længe du er bekendt med de store linjer. Så længe man taler med andre, heriblandt russerne, så er det en god ting.

Kai Prozeske uddyber:
– Selvfølgelig kan jeg ikke tale med alle om alting. Man er nødt til at være på vagt og tænke over, hvem der er med i NATO, og hvem der ikke er. I fritiden mener jeg godt, at man kan tale med alle fra attaché-miljøet. De ved, hvem jeg er, og jeg ved, hvem de er, så det betyder faktisk ikke det store.

– Det kan ske, at man konfronteres med et akavet eller følsomt spørgsmål, men det fornemmer man hurtigt. Hvis spørgsmålet går på noget særlig politisk eller strategisk, og den anden part bevidst spørger ind til følsomme oplysninger, så svarer man bare, at man ikke finder emnet passende. Vi er alle professionelle, og som regel ved man, hvad man kan og ikke kan spørge hinanden om.

Europas stærkeste spiller

På tidspunktet for interviewet er det endnu uvist, hvem der kommer til at afløse Angela Merkel som Kristendemokraternes formand, og hvem der på længere sigt bliver Tysklands næste kansler. Interviewet kommer ind på, hvor vidt en ny kansler vil være enig i de kritiske røster fra medier og eksperter, der i årevis har efterlyst et stærkere forsvarspolitisk Tyskland.

Ifølge den berlinske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) har Merkel – trods en overordnet succes som kansler i 18 år – konsekvent undveget større spørgsmål om tysk og europæisk sikkerhedspolitik. Tyskland behøver ikke nødvendigvis at indoptage en strategisk kultur à la Frankrig eller Storbritannien, skriver ECFR, men under Merkel har tyskerne manglet et strategisk kompas.

I 2019 skrev amerikanske Foreign Policy, at Tyskland måtte droppe de dårlige undskyldninger og i højere grad være villig til at forsvare sig selv og den internationale, regelbaserede verdensorden, som Tysklands størrelse berettiger landet til. Det gjaldt, uanset hvem der fremover måtte sidde som præsident i Det Hvide Hus.

Og så er der Danmark. I en undersøgelse lavet af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet i december sidste år svarede 30 procent af respondenterne, at Tyskland burde være danskernes foregangsland på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Dermed har Tyskland vippet faste frontløbere som Storbritannien og Norge af pinden.

– Personligt er jeg enig. Tyskland ligger i midten af Europa, vi har en stærk økonomi, og mange lande lader os vide, at de gerne ser Tyskland indtage en mere ledende rolle. Sammen med Frankrig er vi den største spiller i Europa, siger Kai Prozeske og tilføjer, at Tyskland inden for nogle områder er i gang med at flytte sig:

– Vi samarbejder med Frankrig om nyt militærudstyr, The Future Combat Air System, og vi arbejder også sammen om at bygge en ny kampvogn. Men det er ikke altid lige nemt. Næsten alt, hvad der har med militæret at gøre, skal gå igennem det tyske parlament. Så man kan sige, at når parlamentet er klar, så er vi i militæret også klar.

– Der vil afgjort komme en ny kansler efter Angela Merkel, men vil denne person ændre Tysklands sikkerhedspolitiske udgangspunkt? Det er det for tidligt at svare éntydigt på, men jeg forventer ikke at se de store forandringer efter valget.

Vi vil altid bære på vores historie

I begyndelsen af 1990’erne meldte Kai Prozeske sig som 19-årig til det tyske forsvar.  Han beskriver Forsvarets forløb på de tre årtier som startende på en tinde, så efterfulgt af et stejlt fald for i dag så at være på vej tilbage i sin rette form.

– Efter Den Kolde Krig havde Tyskland 500.000 soldater, og det militære udstyr var mere, hvordan skal jeg sige det, cutting-edge. Som uddannet ingeniør var det virkelig spændende at være en del af. Men i 2000’erne kom besparelserne. Der blev talt meget om ”pooling and sharing”, og der spredte sig en idé om, at ikke alle værn var lige nødvendige.

Tilbage i 2018 konkluderede avisen The Economist i en længere artikel, at Tysklands militær ville få svært ved at nå målet om et styrketal på 200.000 på grund af den omfattende antimilitaristiske stemning i befolkningen. Stemningen skyldtes de fredelige år i 1990’erne og ikke mindst Tysklands fortid i to verdenskrige.

Ifølge Kai Prozeske har Tyskland dog i dag rundet 200.000-mærket, og coronakrisen har givet Forsvaret mulighed for at vise sit værd helt tæt på den tyske borger.

– Det var ret vanskeligt, da vi i sin tid skiftede til en professionel styrkestruktur. Men i kraft af coronapandemien oplever vi, at styrkerne er blevet mere attraktive; de tilbyder én et fast job og en fast løn, og jeg tror, at det kan give rekrutteringen et yderligere boost. Under coronaen har vores styrker støttet med alt fra administrative opgaver til test og vacciner, og vores folk har også hjulpet til på plejehjem.

Kai Prozeske har aldrig selv mærket noget til antimilitarismen, men han fortæller, at hverken han selv eller det tyske samfund kommer til at vriste sig fri af fortiden. Og måske er det en god ting:

– Personligt har jeg ikke været mærket af det i min karriere. Men når Tyskland har drøftelser med andre NATO-medlemmer, eller når vi planlægger en ny mission, så lurer emnet altid i baggrunden. Når alle andre har lyst til at presse på, så spørger tyskerne altid, om missionen nu også er nødvendig eller overhovedet kan lade sig gøre.

Han fortsætter:

– Vi vil altid bære på vores historie, og det vil altid påvirke vores stillingtagen, når det kommer til spørgsmålet om at indsætte soldater. Det påvirker ikke én i det daglige, men i det strategiske perspektiv ligger det der altid – hvad Tyskland gjorde dengang. Vi holder det i live. Vi er nødt til at holde det i live. De kommende generationer skal være bevidste om, hvad der skete i Tyskland under Første og Anden Verdenskrig.

Fælles fodslag om nær sikkerhed

Fra forbryder til måske vordende leder. Isen tør, enten af egen kraft eller af pres udefra. Officeren nævner, at også Danmark er i omverdenens søgelys. Ifølge NATO slår vores evne til at ”kæmpe i en tungere vægtklasse” ikke længere til, og fokus er igen på nærområdet og på at bidrage til NATO. Kan Tyskland og Danmark finde nyt rum for samarbejde ud fra dette fælles udgangspunkt?

– Vi ville meget gerne være mere militært involveret med Danmark. I er jo er vores nordligste nabo, og vi deler en grænse og et stort, fælles flådeområde. Der er dog Danmarks forsvarsforbehold over for EU samt Danmarks prioritering af NATO, siger Kai Prozeske og tilføjer:

– Vi prøver at udvikle nye idéer, så samarbejdet kan vokse – eksempelvis inden for uddannelse, ekspertviden, specialstyrker og flådeøvelser. Vi kigger ikke helt så langt nordpå, som danskerne gør, men Danmark er en af vores nære allierede, så vi følger nøje Danmarks politik i Arktis, og vi vil også træde til, hvis behovet for støtte opstår. Endelig er der også spøgsmålet om undervandskrigsførelse. Danmark har udfaset sine ubåde, men vi har stadig vores, så her kunne vi også få et samarbejde op at stå. Jeg har arbejdet en hel del med danske soldater, og det har været en fornøjelse hver gang, for de er fokuserede, professionelle og til at regne med, så vi ville bestemt gerne arbejde tættere sammen.