Forsvarsattaché Dominic Fletcher skridter over gårdspladsen foran Storbritanniens tre kridhvide ambassadebygninger på Østerbro, og et smil anes bag mundbindet, da han tager imod Officeren på den britiske side af det meterhøje sikkerhedshegn. Kort efter viser obersten vej gennem de elegante bygninger opført under Første Verdenskrig og ind i et afsidesliggende mødelokale, hvor et langbord med høje plastskærme på midten deler tilhørerne i to.

– Corona har lagt lidt af en dæmper på attaché-arbejdet, men det er stadig et spændende job, siger han og fortsætter:

– Som forsvarsattaché er man med på et ret højt niveau i de militære forhold mellem to lande, og man arbejder både med politik og økonomi. Jobbet bevæger sig væk fra det rent militære og ind i de mere grå områder af international politik og diplomati. Det er en fascinerende verden.

Dominic Fletcher har været Storbritanniens forsvarsattaché i Danmark siden august 2019. Han har nogle års erfaringer med sig fra samme stilling, bare i Nigeria.

– Efter at havde arbejdet i Nigeria, hvor der er en del hemmelighedskræmmeri og nok også en smule flovhed over at have vanrøgtet sit militær, så er Danmark noget helt andet. Danmark er et NATO-medlem og en meget mere nær allieret, siger han.

– Siden 1996 har danskerne og briterne opereret side om side, og jeg tror, at operationer virkelig er det, der skaber de tætte bånd mellem vores lande. Der vil altid være politiske uenigheder, når det kommer til deployeringer, men vi har oplevet Danmark som en meget ukompliceret allieret, og derfor – ikke alene i Bosnien og i Kosovo, men også for ikke så længe siden i Irak og Afghanistan – havde vi danske kampsoldater embedded i vores styrker, så integrationen og interoperabiliteten var virkelig god. I mine øjne karakteriserer de operationer det dansk-britiske militære forhold de sidste 25 år.

– Som alle forhold minder det lidt om et ægteskab. Man er nødt til at arbejde på forholdet, og det er vigtigt, at vi ikke tager forholdet for givet, og derfor må vi sikre os, at begge sider sørger for at forstå modpartens prioriteter. I takt med, at erfaringerne fra Afghanistan forsvinder, er det formentlig noget, vi kommer til at koncentrere os om i langt højere grad, siger han og nævner Enhanced Forward Presence i Estland som et forbilledligt eksempel på, at træning, interoperabilitet og forståelse for den anden part fungerer godt.

Fra ilddåb i Irland til cocktails i København

Den britiske officer tænker, før han taler, men taler så til gengæld i en lind strøm. Han fletter hele tiden vendinger som ”uundgåeligt” og ”i sidste ende” ind i sine sætninger og afrunder talestrømmen med ordene ”hvad mener jeg så med det?”.

På dagen for interviewet er Dominic Fletcher klædt i lyserød skjorte, mørkeblå blazerjakke og pæne bukser; en noget anden uniform end den, han første gang iførte sig for tre årtier siden i den britiske hær.

– Flyvevåbnet var egentlig mit førstevalg, så det var lidt af et tilfælde, at jeg endte i hæren. Jeg er en stærk tilhænger af skæbne og held, og begge mine bedstefædre og min far var i militæret, så jeg tror, at det var uundgåeligt, at også jeg ville ende i uniformen.

– Det får mig til at lyde som et fortidslevn, men jeg gik ind i militæret i 1990 under Den Kolde Krigs afslutning, og jeg blev sendt til Tyskland som en del af den britiske tilstedeværelse ved Rhinen. I en periode tjente jeg også i Belfast under ”the Troubles”. Det var en ilddåb, for det var en meget underlig oplevelse at gå ned ad en gade i ”the UK” og få kastet IED’er efter sig. Det føles som meget længe siden nu, siger Dominic Fletcher og fortsætter den guidede tur gennem sine udsendelser:

– Jeg var også heldig at blive sendt til Golfkrigen som en såkaldt Battle Casualty Replacement, hvilket jeg betragter som et pænt ord for kanonføde. Det, der virkelig slog mig dengang, var missionens enorme omfang; indsættelsen af 47.000 britiske soldater, som tilsammen brugte, hvad der på det tidspunkt svarede til næsten hele Englands væbnede styrkers udstyr og ammunition, altså 300.000 mand. Det var virkelig en øjenåbner.

Fra Belfasts gader og Iraks ørkensand til Københavns bonede gulve og cocktail-fester små tredive år senere. Nok foregår kampen for fred og sikkerhed i pænt tøj frem for i en støvet uniform, men missionen er den samme, også selvom corona piller noget af glansen af diplomattilværelsen, fortæller Dominic Fletcher.

– Corona har gjort arbejdsdagen mere stille, og muligheden for at iværksætte og facilitere møder er ret begrænset. Mit arbejde består jo i høj grad i at skabe relationer og møde folk – ikke kun med det danske forsvar, men også med det ganske store diplomatmiljø, som findes i København. Kredsen af diplomater er normalt en virkelig god indgang til informationer om politiske interesser og ikke mindst sociale sammenkomster, hvilket jo også er en af glæderne ved tjansen som forsvarsattaché.

Militæret byder på en unik karriere

Dominic Fletcher ser tilbage på en varieret karriere fyldt med operationer og udsendelser, og han mener selv, at han har været heldig i sit arbejdsliv. Officeren spørger, hvad det britiske forsvar gør for at rekruttere og fastholde sine officerer. Visse ting, mener han, går stadig igen fra hans egen spæde tid i trøjen, mens andre dele skal opdateres til en moderne hverdag.

– Jeg tror, at det, som i sin tid tiltrak mig, og som formentlig tiltaler de fleste mennesker, som går ind i militæret, var den store variation, kammeratskabet, muligheden for at samarbejde, de sportslige udfordringer og muligheden for at rejse. Det er lige frisk nok af mig at give Danmark råd om rekruttering og fastholdelse, men hvis jeg skal se på ligheder mellem vores lande, så tror jeg, at det handler om at kunne byde officererne på en udfordring og tilbyde et job, som skiller sig ud fra en civil karriere.

– I England har vi lært, at hvis en person viser interesse for militæret, men så møder en for lang og for bureaukratisk rekrutteringsperiode, så ryger interessen, og vi taber kandidaten. Derfor skal systemet være dynamisk, så det kan kapitalisere på den unge persons entusiasme og få ham eller hende hurtigt indenfor og ind i det militære trænings- og uddannelsesmiljø.

– Den sidste ting er nok fleksibilitet – for eksempel hvis vi har at gøre med en kvinde, der på et tidspunkt ønsker at stifte familie, eller en ung officer, der ønsker at arbejde med noget helt andet i en periode. Derfor forsøger vi at gøre det muligt med forskellige, fleksible løsninger for vore regulære officerer og reservister.

Flere penge til det britiske forsvar

I november sidste år annoncerede den britiske regering en markant forøgelse af forsvarsbudgettet på 16,5 mia. pund over en fireårig periode. Pengene skal blandt andet investeres i en større og mere globalt-orienteret flåde, opbygningen af en cyberhær, kunstig intelligens samt forøget aktivitet i det ydre rum.

På dagen for interviewet har corona sat den præcise udmøntning af forsvarsbudgettet på pause, men Dominic Fletcher vil gerne tale om forøgelsen og baggrunden for det kommende Defense Review i brede vendinger. Han starter med at opridse den sikkerhedspolitiske virkelighed, som ikke kun England, men Vesten i det hele taget er vågnet op til de senere år.

– Tidligere kunne konflikter defineres ud fra krig og kamp på den ene side og så fredstid på den anden. Det, England forbereder sig på nu, er en ny og konstant cyklus af desinformation, cyberaktivitet og økonomiske instrumenter, som man formentlig vil kategorisere som hybrid krigsførelse eller gråzonekonflikt. Fra et britisk synspunkt forsøger vi i denne nye epoke af konstant stormagtskonkurrence at organisere vores militær og vores nationale sikkerhedsapparat, hvilket dækker over en meget bred række af aktiviteter, så vi ikke længere er reaktive, men proaktive, så at vi kan imødegå stormagtskonkurrencen, der udspiller sig i gråzonen mellem krig og fred.

Dominic Fletcher fortsætter:

– Hård magt vil altid spille en rolle, og det at kunne bakke sin politik op med militære kapaciteter, der kan indsættes i løbet af kort tid, vil altid være et lands ultimative sikkerhedsgaranti. Men samtidig ser vi en masse diskrete ødelæggende og undergravende aktiviteter anført af fremmede statsmagter. Jeg tror, at det er gået op for England, at vi er i en form for konstant kamp, som for nu at være hudløst ærlig også er symptomatisk med Kinas og Ruslands opstigning samt nationer som Iran og Nordkorea. I cyberspace og i rummet er der ikke internationale regler, og derfor bliver fjendtlig aktivitet, som aldrig ville blive accepteret i en konventionel sammenhæng, accepteret i ukonventionelle sammenhænge, fordi vi dybest set ikke har midlerne eller reglerne til at tøjle disse aktiviteter.

I Boris Johnsons udmelding om et større forsvarsbudget i november pegede premierministeren også på, at den historiske søfartsnation vil komme til at udvide flåden markant, blandt andet for at signalere en mere global tilstedeværelse. Det bekræfter forsvarsattachéen.

– På samme tid er der er også en anerkendelse af, at uden for Europa er en ny supermagt i form af Kina blevet indflydelsesrig. Jeg forestiller mig, at en pulje af forsvarsforøgelsen i den kommende tid rettes mod det vestlige Stillehav i fællesskab med lande, der deler Englands interesser og tro på en international regelbaseret verden.

Et øjeblik senere tilføjer han:

– Hvis jeg var en flådemand, ville jeg nok mene, at de kommende 20 til 30 år ser lyse ud, fordi den varige, globale kapacitet og mulighed for at projicere magt, som en flåde kommer med, vil blive stærkt relevant.

Forsvarsattachéen slår dog fast, at det nye budget også er et signal om Englands fortsatte troskab til NATO og til Europa.

– Den britiske regering vil helt bestemt gerne signalere, at NATO fortsat udgør den bærende søjle for europæisk sikkerhed. Det gælder Englands nukleare afskrækkelseskapacitet, som selvfølgelig hører under NATO, men også kapaciteter som Englands nye carrier strike group og den nye cyberhær. Europæisk sikkerhed vil fortsætte med at være en forsvarsprioritet for England.

– Typisk måler vi NATO’s styrke i antallet af kampvogne, fly og skibe, men England håber, at Danmark og andre allierede er klar til at udvide horisonten en smule for at forstå, hvad truslen består af, og dermed hvilke militære kapaciteter vi skal have for at kunne imødegå den trussel. Der vil altid være et behov for hård militær magt, som kan forsvare det kontinentale Europa, men der er også brug for at forsvare vores måde at leve på, hvilket hviler på fri adgang til internettet, cyberspace og rummet, og vi vil muligvis mangle nye kapaciteter i NATO for at kunne sikre denne adgang, siger han.

Beredskab er afgørende for troværdighed

I tråd med de sidste 25 års dansk-britiske militære samarbejde fortæller forsvarsattachéen, at England i høj grad stadig ønsker at være Danmarks ”partner of choice”. Men der er plads til forbedringer i samarbejdet, understreger han.

– I sidste ende mener jeg, at den mest komplekse del af det dansk-britiske forhold skal findes ved hæren, og især i forhold til beredskab. NATO’s Readiness Initiative og evnen til at være ude af døren i løbet af 30 dage og understøtte sig selv i et høj-intenst konfliktmiljø er uden tvivl en stor test for det britiske militær, men også for vore europæiske partnere, herunder Danmark.

– Beredskab er dyrt, det kræver en masse træning og i sidste ende en forståelse af, hvad ens doktrin og organisation skal være i stand til, da det har betydning for ens materiel, hvilket igen har betydning for ens træning, og som igen kræver transport af tungt materiel, sikrede kommunikationsveje, logistik, store mængder brændstof, mobile ammunitionsdepoter og så videre.

– Et andet centralt punkt handler om mindset og et beredskab, der er klar til at deployere uden for ens eget land, og som er trænet i at operere som en del af en koalition. Det er ikke nemt. Danmark har god erfaring med at operere i Irak og i Afghanistan, men som vi har oplevet blandt vores egne styrker, så glemmer folk hurtigt deres tillærte kompetencer, eller også forsvinder viden, fordi folk skifter job. Det kræver konstant træning, og mit kritikpunkt er hverken nyt eller rettet specifikt mod Danmark, det retter sig mod de fleste NATO-medlemmer. Men i sidste ende er beredskab altafgørende for ens troværdighed.

– England så også gerne, at vores allierede var i stand til uden videre at gå ind i formation med England, både i forhold til kommunikation, efterretning, udstyr, brændstof og artilleridele – eller i det mindste at der er en fælles forståelse for, hvordan de enkelte dele fungerer og passer sammen med andre systemer. Det kræver en masse arbejde, og det er noget, som vi håber, vi kan arbejde sammen om de kommende år.

Interviewet lakker mod enden. Nytår og Brexit er snart en realitet, og Officeren spørger, hvad Englands udmeldelse af EU vil betyde for forsvarssamarbejdet.

– Jeg er optimist, og jeg tror ikke, at Brexit kommer til at påvirke det militære forhold mellem England og Danmark. Men jeg tror dog, at begge vores lande er nødt til at gøre en indsats for at opretholde den regulære dialog, som tidligere lå forankret i EU.

– Jeg tror, at vi kan forvente at se, at når Brexit formelt er overstået, så vil England være stærkt indstillet på at genoplive engagementet til sine europæiske partnere. Jeg ved, at det er en kliché at sige, at ”England forlader EU, men vi forlader ikke Europa”, men især i forhold til forsvar og sikkerhed vil vi i høj grad fortsat være på linje med Europa og i særdeleshed med Danmark.