Brave Lion
Årets største militærøvelse på dansk grund, Brave Lion, gav officerer vigtige erfaringer og træning, der er altafgørende for, at 1. Brigade til foråret kan melde en kampbataljon klar til NATO Readiness Initiative.
TEKST og foto
Morten Fredslund

Det skortede ikke på panderynker og løftede øjenbryn, da 1. Brigade i september valgte at gennemføre Brave Lion, som er den største feltøvelse i Danmark i mange år. Under øvelsen blev 2.500 soldater fra otte regimenter, to baltiske støtteenheder, personel fra Flyvevåbnet og Hjemmeværnet sendt i felten i 12 dage trods et galopperende corona-smittetal og deraf følgende restriktioner i civilsamfundet.

 

Men med samlet 65 tests og blot to Covid-19 smittede blandt deltagerne bør ansigtstrækkene hos skeptikerne nu være tilbage i rette folder. Og hos 1. Brigade kan man ånde lettet op af flere årsager. For corona-pandemien har ikke blot været en trussel i forhold til selve gennemførelsen af Brave Lion, den har også skabt et markant uddannelses¬efterslæb blandt Hærens soldater – et efterslæb, som gjorde gennemførelsen af Brave Lion 2020 vital i forhold til Danmarks forpligtelser over for NATO.

– På alle niveauer kan vi mærke, at vi har manglet fire måneders tjeneste og uddannelse på grund af COVID-19. Hvis vi havde været nødt til at aflyse den, ville vi ikke kunne få enhederne til NATO Readiness Initiative klar. Det har øvelsen givet muligheden for, og derfor har Brave Lion i år været mere nødvendig at gennemføre end tidligere år, siger 1. Brigades stabschef, oberstløjtnant Palle Bo Svendsen.

Skal være klar til maj
Det er allerede fra maj næste år, at en af 1. Brigades panserinfanteribataljoner, II JDR, ifølge planen skal stilles til rådighed for NATO Readiness Initiative, NRI. Bataljonen består inklusive støtteenheder af cirka 1.000 soldater, der skal kunne mobiliseres og rykke ud til et kriseområde med blot 30 dages varsel under ledelse af en britisk brigade.

Oberstløjtnant Palle Bo Svendsen er stabschef i 1. Brigade.

Det bliver under en certificeringsøvelse i uge 12, at II JDR bliver set efter i sømmene, og Hærens Taktikinspektør vurderer, hvor vidt enheden er klar til beredskab.

På grund af corona-efterslæbet skal der ifølge Palle Bo Svendsen fra nu, og helt frem til certificeringsøvelsen løber af stabelen, sættes ekstra fokus på førings- og feltuddannelsen, da ledelsen ved 1. Brigade kort før sommerferien så sig nødsaget til at tilpasse Brave Lions uddannelsesmål.

– Som en følge af corona-situationen tog vi i juni konsekvensen og revurderede uddannelsesmålene på Brave Lion. I første del af øvelsen fjernede vi aktiviteter på bataljons-niveauet. Og som konsekvens af enhedernes faglige niveau har vi i den sidste del af øvelsen, der er brigade-ledet og i en større ramme, fokuseret på de offensive operationer og trukket et helt modul ud, der hedder defensive operationer. Men vi ved godt, at det er en mangel, og at det kommer til at kræve en del ekstra uddannelse. Reelt vil brigaden ikke få en feltøvelse med feltbefæstning og defensive operationer for II JDR, for det er der ikke tid til, men det bliver øvet under II JDR’s egen aktivitet. Vi kan give førerne forståelse for, hvordan opgaven skal løses, så når og hvis enhederne aktiveres, så kan vi nå at samle op. Fokus frem til maj bliver derfor føringsuddannelse og øvelser i felten. Vi har som mål at blive klar til maj næste år. Der er syv måneder til at komme op på et tilfredsstillende niveau, og nøgternt set er det først, når vi har behandlet resultaterne fra øvelsen, at vi kan se, om enhederne kan nå at blive klar. De har dog trods Covid-19 en god udgangsposition, siger Palle Bo Svendsen.

Stabschefen understreger, at Brave Lion gennemført under iagttagelse af Covid-foranstaltningerne betyder, at enhederne nu kan komme i gang med at træne igen efter en lang pause.

 

Giver førerne et billede
– Brave Lion i sig selv giver førerne et billede af den ramme, vi skal arbejde i. Både i forhold til uddannelsen i deres primær-funktion ved egen enhed og i den større ramme, de skal fungere i. De ser nabo-enheder, foresatte og andre våbenarter, og det er jeg helt sikker på løfter deres perspektiv. Selv på chef-niveauet giver en øvelse som Brave Lion en bedre forståelse af, at der er sammenhæng mellem blandt andet logistikbataljonens opgaveløsning, ISR-bataljonens opgaveløsning og kampenhedernes opgaveløsning. Så også på chef-niveauet er det lærerigt at agere i brigaderamme. Og for brigadechefen giver det en mulighed for at se, hvor han skal gøre en ekstra indsats for at løfte det faglige niveau i brigaden – og hvor det er, vi skal sætte tryk på for at forbedre tingene, siger Palle Bo Svendsen og tilføjer:

– Jeg tror også, at øvelsen har været helt afgørende for soldaternes selvforståelse – for at komme i gang igen efter den her corona-pause. Og for at give dem et afsæt til at træne og øve sig. Hvis vi ikke var kommet i gang, ikke var blevet støvet af, og ikke havde givet soldaterne et billede af, hvad de skal kunne, så ville det være svært for dem at se, hvad de skal arbejde frem imod. Derfor er der ingen tvivl om, at Brave Lion 2020 har været betydelig mere vigtig at gennemføre end tidligere år.