Forsvarets måske største udfordring i de kommende år er fastholdelse af soldater og ledere. Uplanlagt afgang af yngre officerer og befalingsmænd er slem nok, men værst er den voldsomme udskiftning i Forsvarets konstabelgruppe. Ikke færre end i størrelsesordenen 30-40 procent af konstablerne forlader hvert år Forsvaret, og på turen ud af vagten udløser de ikke kun udgiften til uddannelse af nye konstabler, men tager også vigtig rutine og erfaring med sig.

Forsvarschef Flemming Lentfer er ikke i tvivl om, at fastholdelse af personellet – og altså ikke mindst konstablerne – er hans måske største udfordring som ny i jobbet.

– På rekruttering står vi rigtig godt i alle værn, selv om der kan være lidt udfordringer med at rekruttere folk med særlige kompetencer. Men vi kan rekruttere alle de soldater, vi har brug for. Mit store problem er, at jeg har svært ved at fastholde dem. Vores personaleomsætning blandt de unge militært ansatte, særligt blandt konstabler og blandt yngre befalingsmænd, er for stor. Jeg tror, at vi i konstabelgruppen er oppe på mellem en tredjedel og fjerdedel om året. Den omsætning giver et behov for uddannelse, som jeg af en række grunde gerne ville undvære. Men den betyder også noget for kampkraften, for med den omsætning er det svært at fastholde rutine og erfaring.

En vigtig årsag til konstablernes hurtige farvel til kasernerne er formentlig, at de betragter uddannelsen og jobbet i Forsvaret som en kortvarig oplevelse, hvorefter de udskifter uniformen med et civilt job og en tilværelse som voksen.

– Langt de fleste, der forlader Forsvaret, går lige ud i civilt job herfra, konstaterer forsvarschefen.

De yngre officerers uplanlagte afgang fra Forsvaret har i årevis også givet anledning til rynkede bryn, som i perioder har udløst forskellige tiltag for at holde på dem. En af de vigtige grunde til officerers afgang i utide er de skift af tjenestesteder, som ofte er nødvendige, hvis man vil gøre karriere. Geografiske skift belaster familielivet.

Flemming Lentfer afviser, at han kender til explicitte krav om at flytte rundt.

– Men vi arbejder mere med at lægge tjenesteplaner, som konkret skitserer, hvilke job vi kunne tænke os, at du skal tage for at blive rutineret. Tjenesteplaner, som du kan se dig selv i, vil give en form for geografisk stabilitet.

De yngre officerers oplevelse af, at de skal gå på kompromis med familielivet, hvis de vil gøre karriere, har eksisteret i årevis og går åbenbart ikke væk, uanset om Forsvaret tilbyder tjenesteplaner. Hvad siger du til det?

– Jeg kan ikke sige, at det ikke er rigtigt, og der er sikkert også eksempler på, at familielivet belastes. Jeg har blot ikke noget krav om, at folk skal flytte rundt. Men jeg har selvfølgelig en ambition om at have arbejdskraft de steder, hvor tjenestestederne er, det er klart.

– Men jeg er også udmærket klar over, at vi har udfordringer her, fordi tjenestestederne typisk geografisk ligger steder i landet, hvor folk ikke lige slår sig ned. Vi skal finde de rigtige balancer for de ansatte, og dem er jeg ikke sikker på, at vi har nu.

Bachelorer kan tænke

Bliver de nye kadetters bachelorgrad brugt ordentligt i Forsvaret? Eller kan man komme med en hvilken som helst bachelor og blive officer?

– Jeg kunne godt fristes til at sige ja. Vi leder ikke efter en bestemt type bachelor, men efter folk, som passer ind i en officersprofil. En bacheloruddannelse styrker evnen til at tænke, planlægge, til at være nysgerrig og skeptisk og alt det der. Det er de egenskaber, vi leder efter, og når vi rekrutterer en bachelor, får vi folk, hvis hjerne har gennemgået en udvikling.

I øvrigt skal bachelorerne samarbejde med og skabe synergi sammen med de officerskadetter, som Forsvaret rekrutterer fra befalingsmændenes rækker.

– Synergien med dem, vi rekrutterer fra de indre linjer, og som har gelederfaring, er enorm.

Flemming Lentfer, hvis tiltræden for et halvt år siden udløste en mindre pressestorm om forsvarsminister Trine Bramsens samarbejde med og respekt for forsvarschefens embede, virker udadtil bestemt ikke som en chef, der skræmmer ansatte ud af døren.

Tværtimod sætter han pris på at arbejde sammen med sine ansatte, med ord som tillid, åbenhed og selvstændighed som pejlemærker. Som chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse stod hans skrivebord i et storrumskontor, og sådan havde han også gerne placeret skrivebordet på Forsvarskommandoens adresse i Holmens Kanal 9 i København, som deles med Forsvarsministeriets departement.

– Men væggene i denne bygning er altså svære at slå ned, forklarer han i sit nye kontor, hvor han på traditionel vis er barrikaderet bag et forkontor med sekretær.

Forventninger til ansatte

Men holdningen til ledelse og forventninger til Forsvarets ansatte er ikke gammeldags.

– Jeg forventer af mine chefer, at de går forrest og tager ansvaret på sig, hvis jeg skal sige det i en one-liner. Så laver man nogle fejl, og det har jeg det helt fint med. Der er ikke nogen dødsstraf for at dumme sig her.

Den opfattelse – at der er straf for at lave fejl – kunne man ellers nok finde blandt de ansatte?

– Det kan du have ret i. Men spørger du folk, som kender mig, så tror jeg, at du vil få bekræftet, at det er den måde, jeg tænker på. Jeg er ikke bange for at gå til stålet, når der er ledelsesmæssige udfordringer og behov for at tage ansættelsesretlige skridt. Men min erfaring er, at man kan lave om på den opfattelse, som du nævner, ved selv at gå forrest og signalere en anden form for ledelse. Egentlig er det helt almindelig ledelse, der bare skal rulles ud.

I Forsvarskommandoens ledelsesgruppe, som består af 15 generaler og admiraler, har forsvarschefen brugt tid på at revitalisere Forsvarets værdigrundlag. Det består af fem ord – troværdighed, åbenhed, tillid, selvstændighed og ansvarlighed. Oversat til hverdagen betyder værdigrundlaget, at for eksempel yngre officerer ikke skal være bange for at tage en chance og prøve noget nyt.

– Ja, jeg vil have folks gode ideer på bordet. Vi har brugt en del tid på at tale om selvstændighed. Det lever man ikke op til, hvis man ikke vil mene noget andet end chefen. Så det er mit krav: Gå forrest, og tag så ansvaret på jer.

Ordentlighed er et krav

Men Forsvarets ansatte skal dog ikke regne med megen forståelse, hvis ikke de forvalter Forsvarets og samfundets penge og andre ressourcer ordentligt. Efter et par år med opsigtsvækkende og pinagtige møgsager i Forsvaret er ordentlighed et krav.

– Vi skal have ordentlighed i forvaltningen. Vi kan simpelthen ikke tåle ikke at kunne leve op til ganske almindelig forvaltningsmæssig ordentlighed. Vi skal kunne tælle pengene på den rigtige måde. Vi skal forvalte ressourcerne på den rigtige måde og leve op til alle andre krav, der ligger i normal virksomhedsledelse. Nogle gange kan forvaltning tage ressourcer og kræfter fra de ting, vi helst vil. Men ordentlighed er vores licens til at operere, og det er uden for diskussion.

Men det ville enhver af dine forgængere vel også sige. Alligevel har Forsvaret og Forsvarsministeriet haft striber af sager om rod i økonomien, alvorlige personelsager, endda med en general, der fik en fængselsdom. Der har også været svindelsager og andet.

– Ja. Men vi må afsætte de ressourcer, der skal til for at leve op til kravet om ordentlighed. Når eksempelvis Rigsrevisionen kritiserer os for et eller andet, afsætter vi ressourcerne, der kræves for at rette op på det. Tag eksempelvis de forvaltningsmæssige kiks, der har været på ejendomsområdet. De har jo givet anledning til, at der er adskillelse mellem indkøber og varemodtager og så videre. Her kan man ikke diskutere, om man gider gøre det arbejde, fordi man hellere vil på skydebanen.

Ondt i maven

Forsvarets (manglende) evne til at praktisere åbenhed, forstået som en kultur, der fremmer lysten til at debattere Forsvarets resultater og opgaver, har også trukket et spor af dårlige sager gennem både fortid og nutid.

Blandt de senere sager huskes ombudsmandens irettesættelse af tidligere forsvarschef Peter Bartram, der havde truet med at fyre ansatte, som ytrede sig for voldsomt om kolleger eller foresatte på sociale medier. Og højtstående officerer som pludselig opnåede en uansøgt stilling langt fra den stilling, hvorfra de ytrede sig kritisk. Det skete for eksempel for oberst Lars R. Møller efter, at han offentligt havde kritiseret en plan om at sende Fennec-helikoptere til støtte for den danske bataljon i Afghanistan.

– Jeg kender ikke indholdet af de sager, men du kan ikke finde nogen, der har sagt, at jeg har gjort noget lignende. Du kan sikkert godt finde nogen, der synes, at jeg har bedt dem om at flytte et andet sted hen, og det har der været gode begrundelser for. Men grunden har ikke været, at man har sagt sin mening eller været på tværs. Det kan du simpelthen ikke finde.

Flemming Lentfert tror på, at Forsvarets chefer kan vise i praksis, at åbenhed er ment alvorligt.

– Når vi siger åbenhed og rent faktisk demonstrerer det, så tør man komme med det, hvis der sidder nogen med ondt i maven over et eller andet. Det gælder alle kategorier, uanset om det handler om noget, man selv har gjort eller set andre gøre, eller hvis man har en anden mening om en beslutning, der er truffet. Jeg kan ikke pege på en silver bullet her, men åbenhed er noget, der kommer med tiden.

Brigade bliver ikke klar

Et af de første større spørgsmål på forsvarschefens bord har handlet om opbygningen af Hærens 1. brigade, som ifølge forsvarsforliget fra 2018 skal gøres klar til at blive sendt i kamp fra 2024.

Men allerede nu har forsvarschefen offentligt i blandt andet Berlingske erkendt, at brigaden ikke kan udstyres med eget luftværn, som kan beskytte brigaden mod trusler fra for eksempel droner og helikoptere inden 2024. Ifølge Flemming Lentfer er der endnu ikke truffet beslutning om, hvad der skal købes. Penge til anskaffelsen ligger i øvrigt også sidst i indeværende forligsperiode. Først derefter, når et køb er besluttet og gennemført, går produktionen i gang, hvorefter yderligere et antal år skal bruges til at modtage materiellet og gennemføre uddannelse af personel.

Ud over luftværn skal brigaden forsynes med logistik – herunder ammunitionsbeholdninger -, som vil koste “et firecifret millionbeløb.” Altså mere end en milliard kroner. Det såkaldte logistikprojekt er der ikke afsat penge til i indeværende forlig, oplyser Flemming Lentfer. Luftværn og logistik er blandt de største klumper i det, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) i et svar til Folketingets forsvarsudvalg beskrev som “udeståender.”

Det gode spørgsmål er naturligvis, hvorfor den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, og den daværende kreds af forsvarsordførere i forligsteksten lovede, at Danmark ville “råde over en deployerbar brigade på ca. 4.000 soldater, der opfylder NATO’s styrkemål til en middeltung brigade.” Forligsteksten tager ikke forbehold for manglende luftværn eller ammunition.

“Officeren” har henvendt sig til Claus Hjort Frederiksen for at få et svar, men han er ikke vendt tilbage. Og Flemming Lentfer kan ikke hjælpe.

– Det kan jeg ikke svare dig på, for jeg var ikke i lokalet. Men for mig er det vigtigt, at fakta kommer på bordet, for det er nu engang fakta, vi skal operere i. Og jeg har ikke lyst til eller ambition om at sidde på toppen og skabe et væsensforskelligt billede af, hvad der rent faktisk foregår. Det er min opgave at fortælle politikerne, hvordan tingene ser ud. Så er det muligt, at det kan give anledning til at drøfte, hvor forventningerne (til brigadens etablering, red.) kom fra. Og det må så være sådan.

– Men når brigaden er færdig, og vi har fået de “udestående” ting på plads, så får du ikke en bedre brigade. Det bliver noget senere end 2024, men jeg kan ikke sætte årstal på.

Kan det blive fire-fem år senere?

– Man er nødt til at tænke udeståenderne ind i næste forligsperiode, så ja, det er det antal år, vi kigger ind i.

Flemming Lentfer er som tidligere chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse bevidst om, at der går adskillige år, fra beslutningen om en anskaffelse træffes, til materiellet kan tages i brug.

– Hvis det er sådan, at vi først ser resultaterne af vores beslutninger om syv år, så kommer jeg ikke selv til at opleve resultaterne af de fleste beslutninger om anskaffelser, som jeg er med til at træffe eller give råd om i dag. På samme måde er de anskaffelser, som vi modtager i dag, ikke noget, jeg har besluttet, men er resultatet af beslutninger, som er fem eller syv år gamle eller mere. Hvis jeg skulle udtrykke et personligt succeskriterium, så skulle det være, at der engang i fremtiden står en efterfølger og tænker, at vi traf nogle gode beslutninger i denne tid.

Intet behov for ny struktur

Ved siden af sagen om udmøntningen af forsvarsforliget har debatten i medierne også handlet om Forsvarets organisation, hvor forsvarschefen i dag fungerer som en af syv styrelser, hvortil kommer Forsvarets Efterretningstjeneste, Auditørkorpset plus dronningens adjudantstab og jagtkaptajn.

Forsvarsministerens insisteren på at benævne forsvarschefen som “styrelseschef” udløste en heftig debat, herunder om forsvarschefen atter skal have ansvaret for blandt andet materiel og personel, kaldet “helhedsansvar”. Blandt andre Venstre og Dansk Folkeparti ønskede en organisationsændring i den retning. Også forsvarsminister Trine Bramsen har i maj sidste år i Avisen Danmark slået til lyd for at tilbageføre blandt andet ansvaret for personellet til forsvarschefen. Men de ændringer har regeringen siden da aflyst.

Ifølge Flemming Lentfer er der heller ikke noget påtrængende behov for at ændre den nuværende struktur.

– Jeg lever fint med den organisation, der er nu. Jeg har selv siddet i den anden ende (som chef for materielstyrelsen, red.), og jeg kender de øvrige chefer personligt. Der er ingen problemer. Man taler om at vende tilbage til “de gode gamle dage.” Men jeg har altså været her i 38 år, og “de gode gamle dage” var ikke nødvendigvis så gode, som man forestiller sig. Dengang var der også knaphed på ressourcer, og der var mange kongedømmer. I dag er der langt færre kongedømmer i organisationen og langt mere faglighed. Den med “de gode gamle dage” abonnerer jeg ikke på. Vi har et super godt samarbejde på tværs af styrelserne og med departementet.

Godt samarbejde

På samme måde beskriver Flemming Lentfer samarbejdet med forsvarsministeren og departementet som godt. Diskussionen, om han som forsvarschef selv måtte bestemme, om han vil tale med medierne, afviser han.

– Det er sagt klart, også fra ministerens side, at man gerne vil have, at Forsvarets chefer og jeg selv går forrest i kommunikationen, og at man gerne vil have mere af det. Jeg føler selvfølgelig en forpligtelse til, at vi udtaler os om det, vi ved noget om, og ikke alt muligt andet. At jeg taler med dig, er et eksempel på den kommunikation, og det er ikke sådan, at jeg har været i departementet for at få lov til det. Jeg oplever et meget fint samarbejde med den departementschef og den minister, der er nu.