MAN FINDER DEN POLSKE AMBASSADE I HELLERUPomkranset af enorme villaer på Richelieus Allé. Alléens navn henviser til kardinal Richelieu, som i 1600-tallets Frankrig personificerede den nye statsmandstanke om raison d’état; at statens velbefindende var alfa og omega, og at alle midler gjaldt, såfremt midlerne styrkede statens fortsatte trivsel.

Byt statens trivsel ud med landet overlevelse, og vi nærmer os et af temaerne for dagens besøg på den polske ambassade. Bag ambassadens gitterport byder en imødekommende forsvarsattaché, Andrzej Sypniewski, Officeren velkommen og forsikrer om, at skribentens cykel ikke behøver blive låst fast til stativet.

– Jeg tror, at din cykel er i sikkerhed her, siger han og griner.

Kort efter, i et afsidesliggende kontorlokale med udsigt til Øresund, kan interviewet gå i gang. Attachéen gentager, at han med glæde svarer på alle spørgsmål relateret til forsvar og sikkerhed, men at spørgsmål om eksempelvis pressens og retsvæsenets vilkår i Polen eller forholdet til EU bør overlades til ambassadøren.

Fra Warszawa-pagt til NATO

Den 56-årige oberst fra den polske hær har været i København siden august sidste år. Ligesom attaché-kollegerne fra de andre landes ambassader har corona sat en solid stopper for mange af de fysiske møder, men danskerne har været gode til at tage imod ham, siger han:

– Mit arbejde består i at være forbindelsesofficer mellem det polske og det danske forsvarsministerium. Trods de mange komplikationer, som coronavirussen skaber i det daglige, er samarbejdet med de danske soldater og embedsmænd virkelig godt. De fleste af dem kender jeg mest gennem telefonsamtaler og mails, men pandemien har ikke været en hæmsko for, at de har kunne give mig uvurderlig hjælp og støtte.

Posten som forsvarsattaché er den seneste i en militærkarriere, som begyndte i 1980’erne, hvor Polen stadig var allieret med Sovjetunionen, og Andrzej Sypniewski formelt tjente under Warszawa-pagtens faner.

– Jeg begyndte som ung soldat helt tilbage i 1986. Mit førte job var meget rutinepræget og bestod mest af alt af træning og øvelser. Hvis du havde fortalt mig dengang, at jeg en dag ville tjene NATO, havde jeg aldrig troet dig!

Som barn blev Andrzej Sypniewski formet af spejderlivet og ikke mindst en stor interesse for Polens fortid.

– Vores historie er en af de vigtigste grunde til, at jeg blev officer i den polske hær, og det er jeg meget af stolt af. Siden jeg var barn, var jeg meget interesseret i historie, især i polsk militærhistorie, hvor soldaterne udkæmpede imponerende slag og udviste et stort mod på slagmarken.

– Det, som nok har vakt min største interesse, var perioden omkring Anden Verdenskrig og de polske soldaters bidrag til sejren over Nazi-Tyskland. Min far huskede mange ting fra dengang, og han fortalte mig ofte om krigen.

Halshug

Den 1. september 1939 blev Polen som bekendt invaderet af tyske tropper og bombefly, og da Frankrig og England var allieret med Polen, blev det startskuddet på Anden Verdenskrig. Chefen for den britiske militærmission i Polen skrev dengang, hvordan han med nazisternes angreb ”så selve krigens væsen forandre sig: Al ære var skåret bort, det var ikke længere soldater, der gik i kamp, men kvinder og børn, som blev begravet under den.”

Godt to uger efter nazisternes indtog rykkede Sovjetunionen ind fra øst, og Polen blev dermed dobbeltbesat. Kort efter besluttede Sovjetunionen at skaffe sig af med de højest rangerende officerer og andre ledere i det polske samfund.

Som den britiske militærhistoriker Max Hastings har formuleret det, gav Stalin dermed officielt ordre til at halshugge Polen. I de følgende uger blev mindst 25.000 polske officerer og andre ledende personer myrdet i sovjetiske fængsler med en kugle i baghovedet. Kroppene blev efterladt i massegrave i skovene omkring Katyn. I alt døde der under Anden Verdenskrig seks millioner polakker, hvoraf størstedelen var civile.

– Polens historie har været meget turbulent. I årenes løb har Polen sejret flere gange, men vi har også tabt – og tabt land og sågar vores suverænitet. Det er derfor, at den polske regering tillægger Forsvaret så stor og så bred en betydning. Som vi plejer at sige, så kan vi aldrig tage vores frihed for givet, siger Andrzej Sypniewski.

9/11 redefinerede Polens sikkerhedspolitik

I dag dukker fortidens kampe og besættelser op med jævne mellemrum. Ikke kun i polske historiebøger eller på museer, men op af den polske muld i form af gamle miner og granater. Da Jerntæppet faldt, og Polen igen kunne erklære sig selvstændigt efter 45 års indlemmelse i Sovjetunionens interessesfære, var en af de første opgaver for en ung Andrzej Sypniewski således at koordinere fjernelsen af de efterladte sprængstoffer.

– Jeg arbejdede i den polske generalstab og var ansvarlig for at koordinere de delinger, der fjernede sprængfarlige materialer, som tyske og russiske tropper havde efterladt. Den dag i dag fjerner vi stadig sprængfarligt materiale fra jorden og i Østersøen, og alene sidste år fandt vores soldater mere end en kvart million miner, granater og bomber.

I midten af 1990’erne var Andrzej Sypniewski med til at fjerne sin sidste mine, nu som bataljonschef. I de efterfølgende år fulgte en karriere i blandt andet NATO’s Allied Joint Force Command i Holland og SHAPE-hovedkvarteret i Belgien.

– Jeg har mange gode minder fra mine udsendelser, men det lader til, at min nuværende post i København vil blive noget helt særligt, siger han. 

Andrzej Sypniewski var også udsendt til Bagram-luftbasen i en periode, og interviewet kommer ind på, at NATO snart trækker sine styrker hjem fra to årtiers indsats i Afghanistan. Forsvarsattachéen gør opmærksom på, at Polen ligesom Danmark har ydet store ofre i Irak og Afghanistan, men at tilbagetrækningen nok er et nødvendigt onde.

– Tilbagetrækningen fra Afghanistan har ikke været en nem beslutning, men det er en beslutning, der måtte tages før eller siden. Vi forsøgte i 20 år, og nu er det på tide at kigge fremad, selvom vi stadig vil holde et vågent øje med, hvordan situationen i landet udvikler sig.

Polen gik tidligt med ind i krigen mod terror sammen med USA – en skelsættende periode for polsk forsvar, mener Andrzej Sypniewski.

– 11. september redefinerede fuldstændig Polens måde at tænke statslig sikkerhed, ligesom det ændrede krigsførelse i al almindelighed, og måden vi forstod og imødegik nye trusler. Det gik op for os alle, at en effektiv terrorgruppe i høj grad kan påvirke stabiliteten i mange regioner i hele verden og dermed ramme os alle.

– Foruden selve terrorangrebet på USA var det også en stor ændring at vores sikkerhedspolitiske tænkning, at vi havde soldater, som deltog i NATO- og EU-operationer. Fra mit eget perspektiv er den vigtigste lære, at vi er med i NATO og i EU, og at dette er den største garant for Polens nationale sikkerhed.

Ambitiøst forsvarsbudget

Polen bruger 2,2 procent af bruttonationalproduktet på forsvar, og målsætningen for 2030 lyder på 2,5 procent. Men som i de fleste andre lande har coronavirussen bremset store dele af økonomien, hvilket også rammer kommende forsvarsudgifter.

– Militært udstyr så som ubåde og F35-kampfly er udgiftstunge, og på grund af pandemien har vi måttet omdirigere store dele af vores ressourcer til sundhedsvæsenet. Derudover har corona medført en økonomisk recession, som påvirker forbruget, hvilket igen mindsker skatteprovenuet og dermed forsvarsbudgettet.

Den endelige ambition om et stærkt polsk territorialforsvar samt et betydeligt bidrag til internationale missioner ligger dog stadig fast, fortæller Andrzej Sypniewski.

– De senere år har Polen indset behovet for at udvide Forsvaret, og derfor lancerede vi i 2017 en proces med at forme vores territoriale forsvarstropper – som vi i øvrigt i vid udstrækning har kunnet bruge under pandemien. Det fortæller os, at vi i sin tid valgte rigtigt ved at øge vores forsvarskapacitet betragteligt, fordi tropperne også kan støtte samfundet i denne sammenhæng.

– Polens primære mål er at udvikle sine egne muligheder for at kunne forsvare landet, men samtidig også huske at leve op til vores forpligtelser over for vores allierede, siger han og nævner, at polske soldater deltager i Irak, Afghanistan, Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Rumænien og Letland.

– Samlet set vil jeg mene, at Polens forsvarsbudget er ret ambitiøst. Men vi må og skal være ambitiøse, eftersom den geopolitiske situation i regionen ikke er voldsomt stabil.

I ugerne op til interviewet samlede Rusland op mod 80.000 tropper og materiel tæt på grænsen til Ukraine. Ifølge Ruslands forsvarsminister skete troppeflytningen som en del af en ”lyninspektion”, mens NATO og ikke mindst Ruslands nabolande i vest så anderledes på troppeflytningen, der var Ruslands mest omfattende siden annekteringen af Krim i 2014. For Polen har de sidste to årtier været instruktive for landets sikkerhedspolitik.

– I dag forbereder vi ikke kun vores tropper på konventionelle angreb, men også på terror og hybridkrig. Med 9/11 så vi, hvad terror er i stand til, og i løbet af de seneste år har vi været vidne til hybrid krigsførelse på NATO’s østlige flanke. Derfor må Polen kigge fremad, være årvågen og forberedt. Man kan ikke udvikle en hær til at forsvare sit land på kun et år. I øvrigt mener jeg, at Danmark står med en udfordring i Arktis, der ligner Polens udfordring i Østersøområdet.

Danmark kan rådgive om F35 og flåde

Forsvarsattachéen ser flere ligheder mellem Danmark og hjemlandet. Blandt andet er begge lande stærke tilhængere NATO, og begge lande prioriterer relationen til USA. Derfor giver det også mening at fortsætte og udvide det eksisterende samarbejde, lyder det fra attachéen.

– For 20 år siden hjalp det danske flyvevåben Polen med at implementere F16-kampflyet, og jeres rådgivning var professionel og meget værdsat. Nu erhverver begge vores lande F35-kampflyet, og Danmark har endnu en gang tilbudt os sin støtte. Det er vi meget taknemmelige for, og det giver jo mening, at flyene kan bruges i Østersøområdet til at beskytte både Warszawa og København, siger han og nævner, at Polens første eksemplar ud af i alt 32 fly ankommer til Polen i 2024.

– Vi tror også på, at vi kan forbedre vores flådesamarbejde i Østersøen. Danmark har en stærk flåde, som vi i Polen ser op til, og som vi gerne vil lære af. I vores planlægning er vi på dette tidspunkt i gang med en signifikant modernisering på området, men jeg vil overlade det til specialisterne at drøfte de nærmere detaljer.

I dag er det danske forsvar allerede til stede i Polen som en del af NATO’s Multinational Corps Northeast (MCNE), der blev oprettet i 1999 i havnebyen Stettin. For forsvarsattachéen er MCNE et afgørende element i det polsk-danske samarbejde og et bevis på værdien i at være med i NATO.

– I lyset af det nuværende, komplekse trusselsbillede er betydningen af stærke alliancer stadig valid. Polen fortsætter også med at investere og videreudvikle de tætte bånd til NATO og til USA, som er grundpillerne i vores sikkerhedsstrategi.

I skrivende stund har den amerikanske hærs 5. korps etableret et element af sit hovedkvarter i Polen, og ca. 4.000 amerikanske soldater er i Polen. Det tal kan efter sigende meget vel stige til 5.000 eller mere.

– Vi er overbeviste om, at styrkede alliancer er fundamentet for et godt forsvar og en succesfuld afskrækkelse. Derfor er tilstedeværelsen af amerikanske tropper på polsk jord et af de vigtigste samarbejder for os. Efter vores mening højner tilstedeværelsen af de amerikanske soldater ikke kun forsvaret af det polske territorium, men af hele NATO’s østlige flanke.

Fortid, nutid, frihed

Polens lod som udsat nabo til stærke statsmagter går hundreder af år tilbage. Men ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder var det med dannelsen af Den Anden Polske Republik i kølvandet på Første Verdenskrig, at Polen for alvor tiltrak sig negativ opmærksomhed fra Tyskland og Rusland. I sin bog ’Bloodlands’ fra 2010 skriver Snyder, at gendannelsen af Polen ”ændrede magtbalancen i Østeuropa. Det var ikke stort nok til at være en stormagt, men det var stort nok til at være et problem for enhver stormagt med ekspansionsplaner. Selve eksistensen af et selvstændigt Polen var en hæmsko for både russisk og tysk magt og vakte fortørnelse i både Moskva og Berlin.”

Siden Murens Fald har forholdet til Tyskland normaliseret sig, og begge lande er dag medlemmer af både EU og NATO. Relationen til Rusland er derimod mere kølig.

– Det lader desværre til, at forholdet mellem Vesten og Rusland forværres. Ikke desto mindre vil vi i Polen gerne have et godt forhold til Rusland, ligesom vi har det med mange andre lande i Europa. Trods Anden Verdenskrigs historie har vi eksempelvis et godt forhold til Tyskland, og personligt har jeg både arbejdet med og for tyske officerer i NATO, og samarbejdet har hver gang været produktivt og udbytterigt.

– Jeg tror, at en overvejende stor del af det polske samfund stadig husker truslen fra Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Vores land var langt fra selvstændigt, og i skolen ”glemte” lærerne at undervise i særlige aspekter af vores historie og kultur – for eksempel hørte vi aldrig om Katyn, selvom tusindvis af polske officerer blev henrettet og efterladt i massegrave.

På falderebet indskyder Andrzej Sypniewski, at hans attaché-post fortsætter tre år endnu. Derefter går turen tilbage til Polen til en ny tilværelse som pensionist, hvor familien venter, heriblandt tre voksne børn med lange uddannelser og karrierer. Andrzej Sypniewski kan ikke lade være med at sammenligne sin opvækst med børnenes:

– Da jeg var ung, kunne man allerhøjest blive omplaceret til en håndfuld steder uden for landet som Østtyskland eller Tjekkoslovakiet, men selv det var det svært at få myndighedernes tilladelse til. I dag har vi friheden til at leve, rejse og arbejde, hvor end vi ønsker det.